Pas til børn under 18 år

Børn under 18 år skal have deres eget pas. Ved bestilling af pas skal barnet selv møde op i Borgerservice.

Når et barn under 18 år skal have et (nyt) pas, skal den/dem, der har forældremyndigheden over barnet, give samtykke, før passet udstedes. Hvis begge forældre har forældremyndighed, skal begge forældre give samtykke.

Når du udfylder ansøgningen om pas til dit barn og bestiller tid i Borgerservice digitalt, kan du underskrive samtykkeerklæringen i den digitale ansøgning

Hvis du deler forældremyndigheden over barnet med barnets anden forælder, kan du vælge mellem tre måder, hvorpå den anden forælder kan underskrive samtykkeerklæringen:

  1. At vedkommende skriver under med MitID
  2. At der bliver sendt et link til vedkommendes digitale postkasse, så vedkommende kan skrive under digitalt
  3. At vedkommende møder personligt op i Borgerservice og skriver under

Vær opmærksom på, at hvis din bestilte tid til pas ligger mere end 30 dage fremme, skal samtykkeerklæringen udfyldes igen, da den kun er gyldig i 30 dage.

Samtykkeerklæringen skal altid underskrives – også selv om barnet har et pas i forvejen.

Sørg for at sende pasansøgningen/samtykkeerklæringen til den kommune, hvis borgerservice du møder op i.

Hvis du ikke kan betjene dig selv digitalt, kan du printe og udfylde samtykkeerklæringen i stedet.

Se priser på pas på borger.dk.

Få hjælp i Borgerservice

Har du ikke MitID, kan du få hjælp til nyt pas i Borgerservice. Husk, at du altid skal bestille tid, før du møder op i Borgerservice.  

Det skal du have med i Borgerservice

Barnet skal møde personligt op i Borgerservice for at få lavet sit pas.

Du skal tage barnets gamle pas med. Hvis barnet ikke har haft et dansk pas før, skal du have barnets dåbsattest/navneattest med.

Pasfoto

Du kan få taget et pasfoto i Borgerservice. Pasfotoet sendes digitalt til pasmyndighederne og printes ikke ud til privat brug. Billedet printes kun, hvis det skal bruges i forbindelse med en anden ekspedition i kommunen.

Der gælder de samme regler for pas til børn som for pas til voksne, hvad angår f.eks. kvaliteten af det medbragte foto. Du kan læse kravene til pasfoto på politi.dk.

Pasfoto koster 140 kr. Du kan betale kontant eller med Dankort, MasterCard, Maestro, Visa, Visa Electron, JCB, American Express eller med MobilePay. 

Fingeraftryk

Børn under 12 år skal ikke afgive fingeraftryk, når de får lavet pas.

Unavngivne børn

Hvis dit barn ikke er navngivet, og I skal ud at rejse, skal du være opmærksom på, at enkelte lande som f.eks. England og USA ikke kan garantere, at dit barn kan rejse ind i landet uden problemer.

Er du i tvivl, kan du henvende dig til dit rejsemåls ambassade eller konsulat i Danmark.

Danske børn født i udlandet skal have dansk pas

Hvis du er dansker og er blevet forælder, mens du opholder dig i udlandet, skal dit barn have et dansk pas på lige fod med alle andre for at rejse – uanset hvor der rejses til. Søg om dansk pas på den danske repræsentation/ambassade i landet på samme måde, som der søges om pas i Danmark hos Borgerservice.

Se danske repræsentationer i udlandet

Hvis dit barn rejser uden dig

Hvis dit barn under 18 år skal ud at rejse, og du som forælder eller værge ikke skal med, kan dit barn risikere at blive nægtet indrejse i nogle lande.

Der findes endnu ikke en liste over, hvilke lande det drejer sig om. Derfor er det en god idé på forhånd at kontakte ambassaden eller konsulatet for det land, dit barn skal rejse til. De vil kunne oplyse om reglerne for børn og unge under 18 år, der rejser ind i landet uden en forælder eller værge.

Læs om børn og unge på rejse